Om lidt er 2019 fordi, og jeg glæder mig faktisk.
Her er mit tilbageblik for 2019.
Januar startede stille og roligt, men da vi har omkring en uge inde i det nye år, kunne jeg mærke at det var ved at være ved "vejs ende" for Blackie, jeg havde sådan en mærkelig mavefornemmelse. Jeg havde en snak med Morten omkring det, men han fik talt mig fra det, for hun virkede frisk nok, spiste lystigt og var glad og opmærksom. Men den 14 januar kørte jeg Christian i dagpleje, og da jeg kom hjem var den helt gal med hende. Hun havde formentlig fået en hjerneblødning og nu var nu. Morten nåede at komme hjem inden dyrlægen kom og vi fik sagt farvel sammen. Hold op hvor jeg hylede, min første hund, som har ført så meget godt med sig af venskaber og andet, var her nu ikke mere. Et endegyldigt farvel til min barndom. Jeg savner hende stadig og det gør ondt i hjertet når Christian spørger om vi ikke kan hente hende hjem❤️
Ikke en gang 14 dage senere ville Shuma ikke rejse sig om morgenen og jeg hastede afsted til dyrlægen med en slatten karklud af en hund. Tårerne væltede ud da jeg kom derind, jeg var skrækslagen for at miste endnu en hund. Selv dyrlægen var i flere dage i tvivl om hvilken vej det ville gå med hende, men hun klarede den heldigvis. Tak til verdens bedste dyreklinik ❤️
Februar var vi en uge i sommerhus og nød at komme lidt væk hjemmefra. Vi nød alle en uge bare os 3 og Vesterhavet.
Derfra gik månederne hurtigt. Min svigerfar fik konstateret cancer i april og jeg knoklede løs på arbejdet og glemte kort og godt at sige fra. Jeg glemte mig selv. Det var på den ene side mit fristed, for jeg var utrolig glad for at være der, men på den anden side følte jeg mig også mere og mere udkørt. Jeg kom aldrig derfra til tiden, blev ringet op på mine fridage, og sådan var der flere ting, som bare sugede på batterierne.
Fredag d. 10 maj væltede læsset. Jeg havde dagen forinden ikke rigtig haft nogen følelse i min venstre hånd, men slået det hen som alt andet lige på det tidspunkt. Men i løbet af nogle timer fik jeg smerter i brystet og havde svært var at trække vejret. Jeg endte med at ringe til lægen som selvfølgelig ville se mig med det samme. Jeg fik kørt et EKG som heldigvis ikke vidste noget, men dommen var stress og en sygemelding, min krop kunne ikke mere. Jeg ringede grædende til min mor og hendes første kommentar var, det her opkald havde hun ventet på længe. Jeg havde godt lidt selv mærket at tingene ikke var som de skulle være. Min hukommelse var som tæt på ikke eksisterende og jeg blev let såret/ked af det. Men jeg skulle bare lige klare halvanden månede, så havde jeg jo sommerferie, hvor svært kunne det være.
Det var et kæmpe nederlag. Den efterfølgende tid var virkelig svær, det var som om at alting blev værre og at stressen nu virkelig havde mulighed for at indtage min krop, og jeg kunne ikke gøre noget. Jeg havde dage hvor jeg har været på vej ned for at hente Christian i dagplejen, og på vejen er jeg pludselig i tvivl om hvor jeg egentlig er på vej hen. Jeg kunne ikke finde vej mere, det tog mig en evighed at følge en opskrift og jeg magtede overhovedet ikke at skulle ud og handle eller ud mellem andre folk. Hundenes træning var minimal, for jeg havde intet overblik.
D. 14 juni sover min farmor ind på den mest fredfyldte måde man kunne ønske sig. Jeg tror egentlig ikke rigtig det går ind på lystavlen til at starte, men det gør ikke situationen bedre. Jeg ender med at melde fra til et agility kursus jeg havde glædet mig til i et halvt år, men både Shuma og Aqua er et spejl af mit humør, så det ville ikke blive noget positivt for dem og det ville ikke være fair overfor dem når jeg nu på forhånd kunne mærke at jeg ikke magtede det.
Juli månede havde jeg besluttet skulle bruges på oplevelser sammen med Christian, men vi nåede ikke ret langt ind i juli før jeg begyndte at kaste voldsomt op. Vi nåede lige i Givskud i den første uge af hans sommerferie inden helvede brød løs. Jeg var gravid. Der var endelig en positiv ting i mørket, nu kunne det kun gå fremad, troede jeg. Men jeg blev klogere. Opkasten blev til hverdag, sammen med utallige besøg til væske behandling på sygehuset, så gik juli og august stort set. Jeg var ikke meget værd og familie og venner har været en kæmpe hjælp i den periode. De har været guld værd og stået på spring ved den mindste lille ting. Tak for jer!❤️
September blev tingene lidt bedre i, jeg fik endelig noget medicin mod opkast og det hjalp da lidt på det. Vi fandt ud af at baby var sund og rask og det er en lillesøster der ventes til marts. Jeg kunne mærke at jeg ikke kunne få ro i hovedet så længe jeg vidste jeg skulle tilbage til min arbejdsplads. Jeg kunne ikke få det arbejde og familieliv til at følges ad, som jeg gerne ville have det. Jeg havde svært ved at få fri og afholde min ferie, med mindre det var i januar eller februar. Så vi blev enige om en fælles opsigelse og det har heldigvis givet mig en kæmpe ro i forhold til stressen, nu skulle jeg kun koncentrere mig om mig selv.
Pludselig er det december og året er snart forbi. Vi venter på en løbetid, så Aqua kan blive parret. Jeg er sikker på hun gerne vil have termin samtidig med mig, og derfor trækker den lidt. Jeg kaster stadig op og er en smule ved at være træt af at være gravid, men jeg ved at 2020 vil bringe os megen mere glæde end 2019. Lillesøster melder forhåbentlig sin ankomst og vi skal giftes til efteråret plus jeg har et helt års barsel som skal bruges på at finde ud af hvilken vej jeg skal ned af, når min barsel slutter i 2021.
2019 har også lært mig noget. Husk at sætte pris på det du har og lyt så for pokker til dig selv, hvis du kunne klare hele verden selv, var verdenen jo ikke fyldt med millioner af mennesker!
Jeg vil gerne ønske dig og din familie en rigtig glædelig jul og et godt nytår.
Tak fordi du læste med.
