Når livet slår knuder.

Om lidt er 2019 fordi, og jeg glæder mig faktisk.
Her er mit tilbageblik for 2019.

Januar startede stille og roligt, men da vi har omkring en uge inde i det nye år, kunne jeg mærke at det var ved at være ved "vejs ende" for Blackie, jeg havde sådan en mærkelig mavefornemmelse. Jeg havde en snak med Morten omkring det, men han fik talt mig fra det, for hun virkede frisk nok, spiste lystigt og var glad og opmærksom. Men den 14 januar kørte jeg Christian i dagpleje, og da jeg kom hjem var den helt gal med hende. Hun havde formentlig fået en hjerneblødning og nu var nu. Morten nåede at komme hjem inden dyrlægen kom og vi fik sagt farvel sammen. Hold op hvor jeg hylede, min første hund, som har ført så meget godt med sig af venskaber og andet, var her nu ikke mere. Et endegyldigt farvel til min barndom. Jeg savner hende stadig og det gør ondt i hjertet når Christian spørger om vi ikke kan hente hende hjem❤️
Ikke en gang 14 dage senere ville Shuma ikke rejse sig om morgenen og jeg hastede afsted til dyrlægen med en slatten karklud af en hund. Tårerne væltede ud da jeg kom derind, jeg var skrækslagen for at miste endnu en hund. Selv dyrlægen var i flere dage i tvivl om hvilken vej det ville gå med hende, men hun klarede den heldigvis. Tak til verdens bedste dyreklinik ❤️

Februar var vi en uge i sommerhus og nød at komme lidt væk hjemmefra. Vi nød alle en uge bare os 3 og Vesterhavet.

Derfra gik månederne hurtigt. Min svigerfar fik konstateret cancer i april og jeg knoklede løs på arbejdet og glemte kort og godt at sige fra. Jeg glemte mig selv. Det var på den ene side mit fristed, for jeg var utrolig glad for at være der, men på den anden side følte jeg mig også mere og mere udkørt. Jeg kom aldrig derfra til tiden, blev ringet op på mine fridage, og sådan var der flere ting, som bare sugede på batterierne.
Fredag d. 10 maj væltede læsset. Jeg havde dagen forinden ikke rigtig haft nogen følelse i min venstre hånd, men slået det hen som alt andet lige på det tidspunkt. Men i løbet af nogle timer fik jeg smerter i brystet og havde svært var at trække vejret. Jeg endte med at ringe til lægen som selvfølgelig ville se mig med det samme. Jeg fik kørt et EKG som heldigvis ikke vidste noget, men dommen var stress og en sygemelding, min krop kunne ikke mere. Jeg ringede grædende til min mor og hendes første kommentar var, det her opkald havde hun ventet på længe. Jeg havde godt lidt selv mærket at tingene ikke var som de skulle være. Min hukommelse var som tæt på ikke eksisterende og jeg blev let såret/ked af det. Men jeg skulle bare lige klare halvanden månede, så havde jeg jo sommerferie, hvor svært kunne det være.
Det var et kæmpe nederlag. Den efterfølgende tid var virkelig svær, det var som om at alting blev værre og at stressen nu virkelig havde mulighed for at indtage min krop, og jeg kunne ikke gøre noget. Jeg havde dage hvor jeg har været på vej ned for at hente Christian i dagplejen, og på vejen er jeg pludselig i tvivl om hvor jeg egentlig er på vej hen. Jeg kunne ikke finde vej mere, det tog mig en evighed at følge en opskrift og jeg magtede overhovedet ikke at skulle ud og handle eller ud mellem andre folk. Hundenes træning var minimal, for jeg havde intet overblik.

D. 14 juni sover min farmor ind på den mest fredfyldte måde man kunne ønske sig. Jeg tror egentlig ikke rigtig det går ind på lystavlen til at starte, men det gør ikke situationen bedre. Jeg ender med at melde fra til et agility kursus jeg havde glædet mig til i et halvt år, men både Shuma og Aqua er et spejl af mit humør, så det ville ikke blive noget positivt for dem og det ville ikke være fair overfor dem når jeg nu på forhånd kunne mærke at jeg ikke magtede det.

Juli månede havde jeg besluttet skulle bruges på oplevelser sammen med Christian, men vi nåede ikke ret langt ind i juli før jeg begyndte at kaste voldsomt op. Vi nåede lige i Givskud i den første uge af hans sommerferie inden helvede brød løs. Jeg var gravid. Der var endelig en positiv ting i mørket, nu kunne det kun gå fremad, troede jeg. Men jeg blev klogere. Opkasten blev til hverdag, sammen med utallige besøg til væske behandling på sygehuset, så gik juli og august stort set. Jeg var ikke meget værd og familie og venner har været en kæmpe hjælp i den periode. De har været guld værd og stået på spring ved den mindste lille ting. Tak for jer!❤️

September blev tingene lidt bedre i, jeg fik endelig noget medicin mod opkast og det hjalp da lidt på det. Vi fandt ud af at baby var sund og rask og det er en lillesøster der ventes til marts. Jeg kunne mærke at jeg ikke kunne få ro i hovedet så længe jeg vidste jeg skulle tilbage til min arbejdsplads. Jeg kunne ikke få det arbejde og familieliv til at følges ad, som jeg gerne ville have det. Jeg havde svært ved at få fri og afholde min ferie, med mindre det var i januar eller februar. Så vi blev enige om en fælles opsigelse og det har heldigvis givet mig en kæmpe ro i forhold til stressen, nu skulle jeg kun koncentrere mig om mig selv.

Pludselig er det december og året er snart forbi. Vi venter på en løbetid, så Aqua kan blive parret. Jeg er sikker på hun gerne vil have termin samtidig med mig, og derfor trækker den lidt. Jeg kaster stadig op og er en smule ved at være træt af at være gravid, men jeg ved at 2020 vil bringe os megen mere glæde end 2019. Lillesøster melder forhåbentlig sin ankomst og vi skal giftes til efteråret plus jeg har et helt års barsel som skal bruges på at finde ud af hvilken vej jeg skal ned af, når min barsel slutter i 2021.

2019 har også lært mig noget. Husk at sætte pris på det du har og lyt så for pokker til dig selv, hvis du kunne klare hele verden selv, var verdenen jo ikke fyldt med millioner af mennesker!

Jeg vil gerne ønske dig og din familie en rigtig glædelig jul og et godt nytår.
Tak fordi du læste med.

Læsehunden Shuma

Allerede i foråret fik jeg øjnene op for foreningen læsehunde. Jeg faldt pladask for konceptet og tænkte at det ville jeg være med til at udbrede i DK.
Jeg endte med at skrive afsluttende speciale omkring hundens indvirkning på børn, sammen med min gode veninde, på pædagogisk assistent uddannelsen og i den forbindelse var vi med en læsehund "på job". Her blev jeg endnu mere bidt af det og skyndte mig straks at skrive til foreningen, så Shuma og jeg kunne komme til optagelses prøve. Det var vi så i september og Shuma blev certificeret læsehund.
Men hvad er en læsehund så?
En læsehund fungerer som det fælles tredje. Shuma retter eller dømmer ikke barnet, hun tilbyder tværtimod ro, nærvær og det er med til at skabe tillid og tryghed. Hun lytter samtidigt og laver gerne et tricks, hvis stemningen bliver lidt trykket, så der igen bliver løsnet op. Barnet vil på den måde få en anderledes og forhåbentlig positiv læseoplevelse.
Det foregår på et bibliotek hvor der er lavet en speciel læsekrog, så der er ro omkring "teamet". Et forløb varer typisk 6 gange og bagefter får barnet et diplom med hjem.
Shuma og jeg er nu klar til at tage imod børn, som vil læse for Shuma. Jeg glæder mig utrolig meget og det er jeg sikker på at Shuma også gør. Om ikke andet, så til at spise en masse godbidder og lave en masse fjollede tricks.
En kæmpe tak til Butik Balou, som har været så søde at sponsorer et fint "eventyr" tæppe til Shuma!
Der kan læses mere omkring Shuma og jeg og generelt om foreningen læsehunde her

Shumas tørklæde og bagsiden af den fine folder

Den fine folder, hvor Horsens bibliotekets hunde er i

Shuma med hendes dejlige tæppe fra Butik Balou

Farvel til 2014 og goddag til 2015

Jeg har ikke skrevet et indlæg siden d. 2 feb. 2014, så der er virkelig sket noget siden sidst! Året startede godt med 2 suveræne konkurrencer i Tyskland, hvor hundene og især Shuma viste sig fra sin bedste side, så jeg var virkelig opsat på en fed agility sæson, men sådan gik det ikke helt. Hundenes og min verden blev der vendt op og ned i starten af marts og der var pludselig mange ting, som jeg skulle til at forholde mig til og finde ud af hvem jeg egentlig var, når jeg bare var mig selv. Nogle døre blev lukket og andre blev åbnet, og jeg har måtte sande at der ikke er noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget andet.
Men lidt er der da sket på hundefronten

Jeg var i august til DKK's DM i rally med alle 3 hunde. Det betød ret meget for mig, at jeg havde formået at få dem alle tre kvalificeret. Shuma i begynder og Blackie og Ashlyn i øvet. Hundene klarede det super i forhold til manglende træning og at jeg var nervøs. Ashlyn var den der klarede det bedst og blev nr. 6. Jeg holder virkelig af rally og at jeg kan aktivere alle 3 hunde uanset om hunden er 2 år eller den er 10 år.

Efter mange overvejelser og omprioritering, nåede jeg frem til at det nok ikke var i år at Shuma og jeg skulle til DcH's DM i år, da det ikke blev til mange stævner for vores vedkommende. Men efter en weekend i Horsens hvor der pludselig kom 3 DM udtag på kontoen, så fik jeg alligevel blod på tanden for at få de sidste. Jeg jagtede den sidste spring pind rundt til de sidste stævner der var og fik den i ALLER sidste forsøg. Jeg havde virkelig glædet mig og vi fik både sat telt op og var ude og spise, men det var så også hvad jeg nåede af det DM, for jeg brugte tiden foran det grimmeste grønne toilet og kaldte forgæves på Ulrik!

Nu starter agility sæsonen snart igen for mit vedkommende, men det bliver kun med Shuma! Ashlyn har siden hun var ung, været hypermobil i hendes bagpoter, men har ikke på noget tidspunkt været plaget af det. Men i løbet af sommeren og efteråret er det blevet værre og værre i forbindelse med agility. Hun har kunne træne i 5 min og så begyndte hun at trække sig, stå underligt på poterne og fuldstændig overstrække bagbenene og sejle i hele bagparten. Jeg har snakket med flere dyrlæger omkring det og hun er blevet tjekket i hoved og røv og der er ikke andet at komme efter. Jeg har derfor besluttet at hun ikke skal løbe agility mere. Der er heldigvis så meget andet vi kan lave sammen f.eks. hyrde, tricks og rally for det kan hun sagtens holde til uden at vise det mindste tegn på smerte. Jeg har også overvejet at træne op til en LP1 prøve, men her mangler jeg godt nok erfaring, men så har vi da heldigvis noget at arbejde med! Ashlyn skal IKKE et andet sted hen, selvom jeg brænder for agilityen! Hun er min lille putte trold og synes det er fedt at lave noget uanset hvad det er, så det er kun mig der har skulle sluge kamelen, og det vigtigste er jo også bare at vi har det sjovt sammen.

Målet for 2015 er intet mindre end at have det fantastisk med mine 3 hunde og forhåbentlig kan jeg få kidnappet far og mors nye hund, Molly med ud og træne lidt agility og så må vi se om det udvikler sig til noget eller vi bare skal have det sjovt hjemme i haven. 2015 bliver vidst mere personlige mål end "hundemål".

Vi ses derude!

Wir fuhren nach Deutschland!

Lene spurgte i december om jeg ville med til Tyskland i starten af 2014 og jeg tænkte at det kunne egentlig være meget sjovt. Især fordi Ashlyn kommer derfra og jeg tænkte at jeg måske kunne møde nogle af hendes søskende eller bare familie generelt. Jeg tilmeldte begge hunde, men fik kun plads til Shuma.

Vores træning har været minimal siden december, så jeg forventede ikke det store, vi skulle bare have en god oplevelse og det fik vi!

Turen derned gik som smurt og vi snakkede og snakkede og svupti så var vi fremme ;o) Vi fik tjekket ind og afleveret bøger og tjekket pas og så gik vi en tur med hundene. Da vi kom tilbage kom en af indtjekningsdamerne løbene og spurgte om jeg havde Ashlyn med, for de havde fået en ledig plads. Det havde jeg så desværre ikke, da jeg synes det var synd hun skulle med på så lang en tur og bare ligge i bilen, uden noget at lave. Men sikke en service! 

Shuma skulle løbe AG2 så vi startede med at se AG3 hundene løbe. Mange rev pinde og vi fandt ud af at underlaget var lidt ligesom at løbe i sand og hundene sank i og førerne kom ikke rigtig afsted når de skulle. Vi fik gået bane til AG2 og jeg gjorde mig klar til at løbe. Super nemt system de har dernede, man skal løbe efter samme person i alle løbene, så skal man ikke finde ud af hvem alle mulige er, man skal bare holde øje med den ene! Vores løb var meget præget af at vi skulle finde hinanden i den bløde bund, så der kom et par misforståelser, fordi jeg ikke nåede hen hvor jeg ville. Vi fik en værring, men jeg var godt tilfreds med løbet. Da resultatlisten kom op, viste det sig sørme også at jeg havde vundet den! 

Vores spring 2 løb var sjusket og Shuma tog røven på mig et par gange, men pæne momenter ind i mellem. Godt Lene og Turbo kunne vise det danske flag med et flot fejlfrit løb og en 2. plads.

Shuma ser agility, godt pakket ind i tæpper

Vores sidste løb var Speil klassen. Jeg var meget spændt på hvad det indebar, men mest af alt minder det om vores åbne løb. Alle store hunde løber mod hinanden, alle mellem mod hinanden osv. Shuma løb fejlfrit og ingen af os havde rigtig hørt tiden. 

Jeg så videoen (ovenstående) og tænkte at det ikke så super hurtigt ud, så da flere af de hurtige og super gode klasse 3 hunde løb fejlfrit var jeg overbevidst om at det blev ikke til nogen præmie der. Så jeg blev MEGET overrasket da jeg så resultatlisten og så at Shuma havde vundet den! 

Tryk på billedet, for at se det i stor format 

Hvilken en debut på de tyske baner. 2 vundne løb ud af 3. Jeg er så stolt af hvor Shuma og jeg er havnet på det sidste års tid!

Vi jublede hele vejen hen til Fleggaard hvor der blev handlet godt ind og så var vi på Mac D. 

Jeg var hjemme kl. 00.30 og så var jeg ellers godt brugt og hoppede i seng!

Tusind tak til Lene, Heidi og Annette for en super god og hyggelig tur. Jeg glæder mig allerede til d. 16 feb hvor vi igen drager afsted og denne gang med Ashlyn også!

Shuma med hendes præmier 

Året 2013 er forbi

Men hvilket et af slagsen!
Jeg havde lovet mig selv at 2013 skulle være VORES år. Det synes jeg i den grad også at det blev! Målet for hver af hundene var følgende for 2013:
Blackie - Blive rally begynder mester og have en fest i seniorklassen til agility
Ashlyn - Blive rally begynder mester og starte til agility konkurrence
Shuma - Blive udtaget til DcH's DM og komme i kl. 3 ved DcH og kl. 2 i DKK


Blackie var jo igennem noget af en tur med sygdom i starten af året og efter det rette medicin blev fundet, har hun helt været sig selv igen. Der var godt nok lige en periode, hvor jeg troede at det kun gik en vej med hende, men heldigvis ikke. Hun har fundet hendes anden ungdom og er til tider lige frisk nok, af en snart 10 årig hund, men jeg vil nu ikke undvære hende!

Ashlyn blev HD, AD og OCD fotograferet i marts og det hele var så fint, som det kunne være. Hun startede derefter rigtig på agility træningen og har vist gode takter lige siden. Hun er dog meget anderledes at løbe med, end Shuma, men vi har en fest og mon ikke det hele ender i en højere enhed, når vi lærer hinanden endnu bedre at kende på agility banen.

Shuma har haft et FABELAGTIGT år! Jeg var dog i tvivl om at vi kunne få den sidste DM pind, for mine nerver kunne slet ikke klare at "det var den sidste" som vi manglede. Jeg blev dog hurtigt enig med mig selv om, at fik vi den ikke, så var vi bare ikke gode nok til DM, og vupti, så var den der ;o)

Året har indeholdt rigtig mange gode stunder med hundene og med alle de fantastiske hundetosser, som vi kender rundt om i landet. Jeg ser frem til mange flere i 2014

Hundene har nået årets mål og mere end det!
-Blackie blev rally begynder mester og sørme også rally øvet mester og ligger pt. godt til udtagelse til DKK's DM i rally øvet klasse 2014 og har hygget sig med nogle senior klasser i løbet af året. Selvfølgelig på rigtig Blackie maner!
-Ashlyn blev også rally begynder mester, rally øvet mester og ligger pt. godt til udtagelse til DKK's DM i rally øvet klasse 2014, der ud over har hun vundet en Spring1 klasse ved et DcH stævne i efteråret.
-Shuma blev udtaget til hendes første DM, og blev mod alt forventning nr. 2.! Jeg er så stolt af hvor vores samarbejde er på vej hen. Shuma rykkede også op i kl 3 ved DcH, men nåede ikke at komme i sp2 i DKK, men det har de nye regler så sørget for alligevel. Det er ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget andet som man siger ;o) Jeg er også blevet så bidt af Rally at Shuma nåede at stille i to begynderklasser.


Nedenfor en lille serie af billeder og video, der beskriver vores hundeår 2013

From all of us to all of you!

Sundheds resultater på Ashlyn

I marts blev Ashlyn røntgenfotograferet og billederne blev sendt til DKK, så vi kunne få en status på hende. Der har gået nogle rygter omkring Ashlyn og OCD og det har irriteret mig meget. Jeg forstår ikke hvorfor folk ikke har spurgt ind til det, i stedet for at sætte rygter i gang omkring at hun har det! Ashlyn har på intet tidspunkt vist tegn på det, men hun har en kuldbror som har fået OCD i den ene skulder og er blevet opereret for det. Ashlyns officielle status:
HD: A
AD: 0
OCD: FRI

Jeg er rigtig glad for dette og håber at folk så fremover vil spørge ind, hvis de kommer i tvivl!